Hvilken målgruppe er Aspektrum godkendt til:
Aspektrums beboere er er i alderen 16 til 25 år. Beboerne er kendetegnet ved at have en autisme diagnose, eller udfordringer der betyder, at de har brug for et tilbud med rammer og faglige tilgange, der kan tilgodese den enkeltes behov. Alle beboere i Aspektrum har brug for støtte til, at de i en periode af deres liv kan arbejde med at udvikle strategier og tilegne sig færdigheder og værktøjer, de kan bruge på sigt til at leve en mere selvstændig tilværelse. Udover autisme kan der hos nogle beboere også optræde ADHD eller anden komobiditet. Aspektrum er ikke godkendt til at indskrive unge med uhensigtsmæssigt forbrug af rusmidler, eller voldsom udadreagerende adfærd.
Hvilke ydelser og indsatser tilbyder Aspektrum:
Aspektrum er et døgndækket tilbud med sovende nattevagt.
Aspektrum har enkelte pladser, hvor vi kan tilbyde, at man kan have et mindre kæledyr boende, såfremt man som beboer selvstændigt kan varetage pasningen.
Aspektrum er godkendt til at indskrive borgere på §107 (Lov om social service) og §43. (Barnets Lov)
Aspektrum tilbyder indskrivning på tre forskellige takster. Timetallet spænder fra 4 timer i døgnet til 5,75 støttetimer i døgnet.
Støtten tilbydes dels som individuelt tilrettelagt støtte, hvor der samarbejdes med faste medarbejdere omkring de områder, der aktuelt er i fokus for borgeren. Derudover er en del af støtten dedikeret gruppetid, som støtte til at deltage i fælles aktiviteter og sociale øve rum, samt tid til dokumentation og kompetenceudvikling for Aspektrums medarbejdere.
Da Aspektrum tilbyder differentierede takster, giver det mulighed for, at der kan skrues op og ned for den støtte, vi tilbyder, alt afhængig af borgerens støttebehov og funktionsniveau, eksempelvis i forhold til om beboeren er i et stabilt uddannelses- eller beskæftigelsesforløb ved indflytning og senere i forløbet.
Hvilke områder har Aspektrum fokus på:
Samfundsliv:
Her har medarbejderne i samarbejde med beboeren fokus på uddannelse og beskæftigelse. Beboeren kan ved indflytning have behov for støtte til at komme i uddannelse eller beskæftigelse, enten støtte i en startfase eller til at kunne fastholde deltagelse i dette. Derudover kan samfundsliv omfatte støtte til at varetage sin økonomi og håndtere post. Det kan ligeledes handle om støtte til at deltage som borger i eksempelvis valgsituationer og fritids- og foreningsliv. Der er fokus på, at beboeren opnår en stabil tilknytning til det omgivende samfund.

Relationer:
Her har medarbejderne i samarbejde med beboerne fokus på udvikling af sociale kompetencer og strategier til at håndtere udfordringer i forhold til at kunne opsøge og indgå i samspil og sociale relationer. Det kan handle om støtte til at deltage i sociale aktiviteter, Aspektrum som bosted tilbyder og faciliterer, men kan ligeledes omhandle sociale aktiviteter og deltagelse i sociale sammenhænge udenfor bostedet. Der er fokus på at blive bedre til at indgå og vedligeholde relationer for at forebygge, at beboeren isolerer sig på bostedet og i forhold til relationer i omverden.

Praktiske opgaver:
Her samarbejder medarbejderne med beboerne om fokus på at lære og træne praktiske færdigheder med henblik på at blive mere selvhjulpen i forhold til de daglige praktiske opgaver, der skal løses, når man bor selvstændigt. Det kan konkret omhandle træning i at købe ind og lave mad, klare sit vasketøj, gøre rent, og træne at blive selvtransporterende, hvis der er behov for støtte til at lære dette. Der er fokus på, at beboeren opnår færdigheder, der kan betyde øget selvstændighed i tilværelsen på sigt.

Egenomsorg:
Her støtter medarbejderne beboeren i at tage vare på egen fysiske og mentale sundhed indenfor områder som eksempelvis kost, motion, søvn og hygiejne. Der er fokus på selvstændigt at kunne klare hygiejne og pleje af sin krop i dagligdagen, for eksempel at beboeren sikrer at få til strækkeligt med spise og drikke, og at dette har en ernæringsmæssig fornuftig kvalitet. At beboeren får tilstrækkelig bevægelse og motion, hvis der behov for støtte til dette. Mental sundhed og varetagelse af seksualitet er ligeledes i fokus her. Der er fokus på, at beboeren opnår bedre kendskab til egne basale behov, og hvordan de kan varetages

Kommunikation:
Her samarbejder medarbejderne med beboeren omkring udvikling af strategier til at kunne indgå i kommunikation og samspil med omverdenen, og de relationer beboeren er en del af. Der samarbejdes om øget indsigt og forståelse for egne udfordringer, måder at forstå og forholde sig til dette, og mulige strategier til at håndtere disse udfordringer.

Ved indskrivning i Aspektrum vil der i samarbejde med beboeren blive udarbejdet en individuel pædagogisk plan med afsæt i VUM 2.0, og de handleplansmål der ligger fra sagsbehandler. Der vil kontinuerligt, i samarbejde med beboeren, blive evalueret og opstillet nye mål og delmål.
I Aspektrum er der fokus på, at beboerne har et ønske om at tilegne sig færdigheder og kompetencer, der med tiden kan betyde, at de kan leve en mere selvstændig tilværelse.
Det fordrer, at beboeren er parat til at tage ansvar for sin egen udvikling og arbejde henimod øget livsduelighed i samarbejde med medarbejderne. Aspektrum kan ikke skabe udviklingen, vi kan tilbyde rammer og muligheder for læring og udvikling, og støtte borgeren i dette.
Visitation:
Når Aspektrum får en henvendelse fra en sagsbehandler med ønske om en plads, vil vi vurdere, om vi finder borgeren indenfor målgruppen i Aspektrum. Hvis dette er tilfældet, inviterer vi borger og sagsbehandler til et visitationsmøde. Pårørende kan ligeledes deltage i dette møde, såfremt borgeren ønsker det. Hvis henvendelsen vedrører en ung under 18 år, vil selve visitationsprocessen forløbe anderledes. Her forventer Aspektrum deltagelse af forældre/pårørende.
Kontakt og yderligere information:
Du er velkommen til at kontakte tilbudsleder Bettina Råschou på telefon: 50190802 eller mail bra@aspektrum.dk

